Luk vindue

HVAD ER SPAM?

Spam er et grundlæggende udtryk for uønskede emails/elektronisk post.

Det er oftest reklamer for et stort udvalg af forskellige produkter eller tilbud om forretningsmuligheder.

MEN husk, at folk tit glemmer, at de har meldt sig til at modtage e-mails fra forskellige hjemmesider. Så når der eksempelvis er gået noget tid, har folk glemt det og mener nu, at de bliver spammet, selvom de i sin tid har accepteret at modtage emails fra de pågældende sted. Så køb en billig notesbog og skriv dine aftaler ned; dato, tidspunkt, udbyder og hjemmesideadressen. Så har du i hvert fald nogenlunde styr på tingene.

Når man har en email-adresse, er der en risiko for at modtage spam. Også selvom man aldrig har fortalt uvedkommende sin email-adresse.

Ved hjælp af forskellige programmer kan en spammer få adgang til dine email-adresser. Her er de mest udbredte programmer beskrevet:

1) Et program kan eksempelvis spørge et domæne såsom www.yahoo.com, om den ene eller anden email-adresse findes eller ej. Hvis email-adressen findes, gemmes den i en database, som enten sælges eller bruges til at "spamme" folk.

2) Man kan med et program afsøge hjemmesider for email-adresser. Disse kan også sælges eller misbruges til spam. Et yndet sted er de tusindvis af forums, nyhedsgrupper, gæstebøger med mere, som bliver støvsuget for email-adresser. Så pas på med at bruge din egen private email-adresse sådanne steder. Brug eventuelt en gratis www.hotmail.com eller www.yahoo.com email-adresse til disse steder. Hvis du så bliver bombet med spam, kan du bare slette den gamle og oprette en ny konto. En hotmail-adresse kan man endda også få til at virke næsten som en POP3-adresse, dvs. man kan hente og afsende post fra Outlook/Outlook Express.

Desuden kan ens egen email-adresse blive misbrugt af spammere, så ens email-konto i værste fald bliver lukket ned af internetudbyderen. Det er der flere, der har prøvet. Adskillige privates og virksomheders email-adresser er blevet brugt og nu lukket på grund af andres misbrug ... det er ikke sjovt!

 

Luk vindue